Home
BrugerId:
Kodeord:
Ungdomsroning i Aalborg kajakklub


Aktiviteter og mødetider.
Ungdomsroning i Aalborg Kajakklub er for børn og unge i alderen 12 til 18 år. Vi mødes hver mandag, hvor vi ror sammen fra kl. 17 til 19. Sæsonen for ungdomsroning starter først i maj og slutter sidst i september.

Det normale forløb indebærer at komme på vandet og ro en tur sammen, men der kan også være tale om andre aktiviteter afhængig af vejrforholdene (f.eks. kajakpolo). Hovedfokus er at give de deltagende børn/unge nogle gode oplevelser på vandet og gennem leg og øvelser at styrke deres færdigheder med henblik på at kunne færdes sikkert i kajakken.

Opstart som ungdomsroer.
Der gennemføres ikke specifikke opstartskurser for børn og unge i klubben - og der føres ikke venteliste. Har man lyst til at være med, kontakter man klubben (se kontaktoplysninger nederst på siden) og hvis der er plads på holdet, kan man starte med det samme. Opstarten er betinget af at man opfylder nedenstående forudsætninger.

Forudsætninger for at deltage.
For at kunne deltage som ungdomsroer skal man kunne svømme mindst 600 m, hvilket dokumenteres enten ved forevisning af svømmebevis eller ved underskrift fra forældre/værge. Den aktive ungdomsroer skal mindst én gang årligt dokumentere sine svømmefærdigheder.

Deltagelse forudsætter at man har forældres/værges accept til at deltage - og det er forældres/værges ansvar at oplyse om eventuelle forhold der kan føre til bevistløshed, lammelse eller lignende, der kan bringe den pågældende ungdomsroer eller andre i fare.

Ro-protokol.
Der føres protokol for den enkelte ungdomsroer med henblik på svømmeprøver, øvelser, roture m.v. for at fastholde et overblik over den enkelte ungdomsroers færdigheder.

Opsyn/instruktion.
De deltagende børn/unge ror i en gruppe sammen med en voksen instruktør, som er et frigivet medlem i klubben og godkendt af klubben i forhold til at fungere som instruktør på ungdomsholdet. Ydermere kan der være tilknyttet en eller flere hjælpeinstruktører i alderen 15+.
Generelt kan aktive, frigivede medlemmer i klubben fungere som hjælpeinstruktører på ungdomsholdet. Antallet af ungdomsroere, som kan deltage, afhænger naturligvis af antallet af instruktører/hjælpeinstruktører.
Der er fokus på at vi ror sammen gruppevis, hvor alle hjælper hinanden.

Mulighed for frigivelse.
Ved udviselse af gode rofærdigheder, respekt for vandet og ansvarsbevidsthed er det muligt, med forældres/værges accept, at blive makkerfrigivet (12+) eller frigivet (15+). Som makkerfrigivet må man ro med mindst én anden makkerfrigivet roer. Som frigivet må man ro alene i det daglige rofarvand (se klubbens vedtægter).

Påklædning/eget udstyr.
Det er individuelt, hvilken beklædning man befinder sig bedst i ved kajakroning, men vi anbefaler, at man hver gang medbringer skiundertøj (svedtransporterende), en t-shirt, et par joggingbukser eller shorts, en tynd jakke, der er vand- og vindafvisende samt et par uldsokker eller neoprensko. Medbring endvidere håndklæde, skiftetøj m.v. da træningen normalt afsluttes med et bad.

OBS: Den pågældende instruktør kan til hver en tid nægte at tage en ung med hvis påklædningen ikke findes tilstrækkelig. Vandet er noget man skal have respekt for. Medbring tøj der er tilpasset vandets temperatur og ikke luften. Kæntringer vil forekomme for såvel nye som erfarne roere.

Ved øvelser hvor vi skal i vandet, kan det være en fordel at anvende en våddragt. Har du en våddragt, så tag den gerne med.

Alle deltagere til ungdomsroning skal bære svømme- eller redningsvest (forefindes i klubben). Ungdomsroerne råder også over klubbens motorbåd, som anvendes når der er behov for ekstra sikkerhed, bl.a. i forbindelse med længere ture.

Kajakker
Vi har kajakker af forskellige sværhedsgrader mærket op i følgende grupper :

Begynderkajakker

Lette turkajakker

Svære turkajakker / div. Kapkajakker

Svære turkajakker (kæver tilladelse af bestyrelsen)

Stævnekajakker (kræver tilladelse af kapudvalger el. bestyrelsen)

Børnekajakker (max 45Kg.)

Derudover er der også polokajakker samt 2'er og 4'er kajakker hvoraf vi bruger 2'er kajakkerne og polokajakkerne.

De nævnte kajakker er klubbens kajakker, og lån af disse kajakker er indregnet i kontingentet.

Kontingent
Kontingent for unge mellem 12 og 17 år er 375,- halvårligt, og betales normalt senest den 10. februar og 10. august.

Yderlige information eller spørgsmål kan man rette til .